GRALsLYSet

26-07-2018

Nattens dronning
Den lysende Madonna
Isis Goddess
Mary Magdalena

26-07-2018

Den Lysende Madonna skanderborg 10.juli 2018

Hun følger sine spor hen over marken, kan næsten ikke se dem mere. Tørken har slettet det øverste lag af savn, til gavn for menneskeheden. Hun tøver en kende, vender sig om og ser en hærskare følge sig, i baggrunden, langt væk, men følgeskabet tegnes tydeligt i horisonten. Hun hører en mumlen, vidst nok fra børnene der fører an. Flokken er stor. Hun aner dem komme tættere på nu. Kan næsten smage dem. I luften. Svirrende fine dufte og ramme lugte. De har gået i mange dage og nætter. Som hun selv. Først nu forstår hun baggrunden.

Hun sænker sit eget tempo, lyttende til de fjerne fodtrin af børnetæer,der varsomt betræder hver eneste plet på jorden. Moder jord kysser dem så godt hun kan, mens de beklæder hendes landskaber med nyt håb, ærlighed, elegance og nænsomhed. Kærlighedstonen holder de sammen i hjertekulen.
Rummet synes uendeligt mellem hende og børnene, og dog sanser de hinanden som den lyse bølge der undergår enhver denne tid i livet, hvor spiralen holder udkig efter næste ridt. Cirklen balancerer mellem 7. og 8.niveau. Elektroner svirrer rundt og opdager et mellemrum. Her danser sommerfuglene op. Nye farver som mønstre. Enkle, komplekse. Selv stjernekoder synes tydelige nu. På vingerne af fugle, den indre jords svanepåfugle. De svæver hen over børnene, lander samhørige koder, aktiverer lysets sprog. Børnene taler sammen i samme hjertefrekvens mens de går. Mediterer som voksne lærde. Selv er de nye på moder jord. Hun, den lysende madonna viser dem vej. De har brug for hende en tid endnu. Deres virke kalder. Forskellige steder på den magiske blå planet gøres klar til deres ankomst. Glædesbobler titter frem mellem menneskesjælene. Hjerter så store at deling må bringe heling med sig.

Mørket falder på. Hun tænder sin pandelygte. Horusbarnet smiler lyset ud. Isis berører sin pande i taknemmelighed. Smiler tilbage og lytter ind i himlens englekor. De vise mænd og kvinder fra alle tider går skulder ved skulder med hende Den Lysende Madonna. Fortrøstningsfulde. Fulde af håb for fremtidens blå planet. De takker for hendes store hjerteindsats. Hun bukker og smiler sit fuldendte smil.


Lykkelige er de som ved at de intet ved.
Lykkelige er de som hjertet hører, i brystet evigt beskuer.
Lykkelige er de som hverandre berører, når lyset sender kærlighedsstorme rundt på moder jord.
Fra den fjerneste galakse tilbage igen. Som vinden blæser smukt og uendeligt.
Stille nu.

Fredsdråber bi. Dronningemoderen kommer frem af sit hi. Skaber nye bier til tiden nu.
Fremmer freden på jorden rund.
Så længe moderen er trind og rund skabes hjertetråde at sjunge
Hun dirigerer dem i bækkenbund mens de lader sig føde
Således træder de nye lyssjæle frem af havets skøde,
sænker alles mure og trækker tiden ud.

Ud som evighedens vinger. Således kommer de flere og flere
Sænker Freden over land og by. Mens moderen Den Evige står for skud, hun dem alle elsker.
Som hun dog himlen græder. Af glæde og savn hun dem alle favner.
Thi nu er alle hverandre kædet Himmelrigt sammen. Mangfoldige dråber kaldes på ånden.
Den evige hvile er også velkommen.
Den som ligger i hvert et hjerterum. Summer af længsel efter hjertestund.
Nu haver vi alle aktiveret kosmiske koder.
Overalt de sig råder.
Stjernebrud.

Ulla Harpøth SoulutionArt(R)
13-04-2018

Midt i overtagelsen FREDEN ER. 

 

Hun ser sig omkring. Finder de andre spise det måltid de alle fik serveret. Endda drikke den tynde colalignende saft. Selv smager hun på væsken og spytter den straks ud igen. Den smager grimt. Besk. Af frygt. De andre sidder 6 omkring hvert bord. Lige nu er de alene, kvinderne. Hun ser sig om efter en udvej. Der må være en mulighed for at komme væk fra denne massive overtagelse. Mændene. Hun husker ikke om alle mændene er af samme nationalitet som trosretning. Det har egentlig ingen betydning. De har overtaget lige nu. Pludseligt skete det. Hun så sig om efter en anden at følges med, den modsatte vej. Men alle valgte at gå med dem. Mændene. Charmerede sig. De er også nydelige og umiddelbart rare. Det handler jo blot om et måltid mad. De serverer gerne for kvinderne. Det er i sig selv en smuk detalje. Men hvorfor holdes der på dem. Kvinderne. Hvorfor må vi ikke gå udenfor. Ud i haven. Vi er mange kvinder. Huset ligner på måder et palads og et hvilket som helst mindre hus. Som skifter det udseende afhængig af hvordan hendes tanker lige er. Stemningen. Nu ser hun sin chance for at gå hen mod den store dør. Ud. Hun hører nogle søstre stå i den store hall, går mod lyden af deres stemmer. Håb. De andre kvinder ved bordene snakker muntert sammen. Er tilfredse med måltidet. Betjeningen. Er hun den eneste som mærker den der manipulerende energi i rummene. Hen over hele matriklen? Hun må agere på det hun sanser. Kan ikke lade være.

 

Hallen åbner sig for hende. To kvinder kommer hende i møde. Smilende. De har hyggesnakket herude. Hun spørger om det er døren ud, peger på den store hoveddør. Ja, svarer de. Kan vi blot gå ud af den og væk herfra, spørger kvinden halv henvendt til sine søstre, halvt indeni sig selv. Hun skubber døren op. Går udenfor. Haven synes smuk velplejet. Luften er rar. Hun tager en stor dyb vejrtrækning, befinder sig i friheden. Synes hun at registrere. Dog kan hun ikke falde til ro, må være opmærksom på hver en detalje. Ser sig omkring og vupti er hun indenfor igen. Hun ser ryggen af de to kvinder. De følger med en mand. Hun hører der blitzes derinde. Alle får taget et portrætfoto. Kvinderne tillader det ske. Det virker ligefrem som om de synes om det. Griner. Kvinden går væk fra larmen. Leder efter en vej UD. Pludselig kommer to mænd hen imod hende. Hun vil ikke følge med dem. Vil ikke have taget foto af sig selv. Hendes store sommerhat skjuler hendes ansigt. Hun gør sit for at bukke hattens ene side ned foran ansigtet, at det synes umuligt for fotografen af få sig det skud han behøver. Hun ender med at blive vred. Slå fra sig, da manden holder fast i hende, prøver at tvinge hendes hat af. Hun tager et drinksglas med isterninger i og slår det op på mandens hage, nedefra. Han mister grebet på hende og hun kan nå at flytte sig en kende. Hun kigger på effekten af sin handling, ved godt hun nu bruger selvtægt, men det er nødvendigt for at undgå denne overtagelse. Det kan godt være de andre kvinder ikke ænser hvad der sker. Men hun må følge sit indre og være tro mod sig selv. Altså må hun gribe til handlinger der ellers strider mod hendes natur. Mændene må ikke få overtaget med hendes krop såvel som hendes sind. De andre kvinder følger med i optrinnet. Fornemmer hun. Hun ser ikke så meget, da hun er skjult under sin hat. Forholder sig sådan for at holde sit rum helligt. Det gælder såvel hendes krop som hendes sjæl. Så hun har paraderne oppe men lige så meget bevidstheden om at noget foregår bag kulisserne. Og her vil hun ikke være med. Med hendes oprør viser hun sine medsøstre, at her er noget at holde øje med. Lytte indad. Måske hun med sin egen opførsel kan vække en enkelt af sine medsøstre. Så hun også hører sin egen indre stemme. Samtidig med at hun sanser hvad der sker, med sig selv som med de andre. Manipulationen er. Frygten danser i kvindernes øjne sammen med nervøs latter. De ser sig omkring nu, leder efter hinanden. De sidder som står tæt på hinanden, men ved ikke hvad de skal gøre. De ser en søster, kvinden, være under angreb, men de ved ikke om det er noget de må tage sig af. Om de kan det. Og skal det. Det er som har de først lige nu fået øje på hvad der egentlig foregår. De to kvinder fra hallen står forrest og kommunikerer telepatisk. De lader deres indre samtale også forbinde sig til kvinden under angreb. De løfter hende op i søsterskabet. De står så de har kvinden mellem sig. De sender hundrede vis af urformationer gennem luften. Den ophedes, så selv kvinderne ved bordene begynder at flytte nervøst på sig. Mændene standser deres færd. De mærker godt undermineringen af deres kraft. Nu er det dem der er desorienterede. De kigger rundt efter hinanden for at finde fixpunkter for deres overtagelse. I mens deler kvinderne tusindevis af vibrationer med hinanden. Kraften synes at tidoble sig med lynets hast, at mændene giver slip på kvinden de holdt i fastlåst sideleje på gulvet. Hun rejser sig op og bæres af kvindernes toneleje. Høje dybe overtoner rejser sig op mellem kvinderne. Mændene flytter sig væk fra kredsen. De mærker tonerne kan stikke som slå, hvis det bliver nødvendigt. Lige nu flytter de sig frivilligt, da de ikke kender denne form for kommunikation. Undvigelsesmanøvre.

Kvinderne står alle op i halvbueformation. Deres stemmer får loftet til at løfte sig. Kuplen åbner sig og lader endelig lyset komme ind. Ind i det faldefærdige hus. Templet. Årtusinder af støv som edderkoppespind hvirvler rundt om kvinderne. De løfter deres stemmer og luften centrifugerer sig, trækker gammelt skidt og utidssvarende mønstre som taler med sig. op. op. Gennem lyskanalen.

 

Kvinderne står i deres hvide tempel tilbage i Lemuriens tid. Sammen renser de luften, mændene som dem selv. Alle får del i lyset. Det er deres tid nu. Kvinderne. Urkraften i skødet heler hjerterne mens der synges himmelstrofer, de alle husker. Engle daler ned og deltager gerne i lykønskningen. Overtagelsen. Som lignede et næste angreb på menneskeheden, blev opløst i tide af lysets familie.

Selv mændene genhører deres lyssjæle kalde deres ægte virke frem. Opbygningen af livssamfund baseret på gensidig respekt. Kvindens intuition sammen med naturens cyklus.

Hukommelsen hos lysfolket er vækket. Hvaler hører sonartoner gennemvæde havets mange fjernlag. Delfiner danser halvbueformer langs mange kyster. Flere kvinder og mænd tændes indeni af disse spektakulære iscenesættelser. Børn jubler, da de genkender deres hjemfamilier i stjernerne. Lemuriens folk har rejst sig. Freden er.

SoulutionArt 2018

(foto af Blue Ray Star Resonator venligst udlånt af Shekina Rose, USA)

10-03-2018

Digt inspireret af kær stjernesøster 10.marts 2018, tak.

MED JORDSTJERNEN i sigte

 

Om at dyppe pennen i mol og skrive i dur

det dur da ikke

jo såmænd det gør

for sådan leves livet

 

det store favnende hele

der elsker med det hele

dele hele

mele

 

ja der bages en kage eller to

når ræven kommer frem fra ro

men så hastes det også med vilde

milde vinde

helt i toppens tinde

 

herfra livet ses

hertil livet går

heroppe det hele forgår

da hilser mol på dur

og tager sig en lur

 

de sammen sanser det hele

vil gerne det meste dele

men dog vil mol tilsværte

mere det tillærte

end dur sig huer

om lidt hun sig muger

 

det hele skal ud komma dut

med forårets komme Star-rut

jorden kalder

himlen vågner

om lidt de sig favnen rummer

 

helt ind i knoglen synge

med truthorn og englemåne

så smerter mol sig kende

mens dur sig hellere vente

vente med at opdage grænsen

den der skaber hele seancen

 

ind til næste hele værd

kommer dur med mol til hver især

de kerer om sig selv og anden

ligegyldigt vejen og amen

for sådan vokser du Human Being

ind i dig selv med Sjælens vinding

 

hav tid hav mod vær blot dig selv

du kendes på lyset om så det sig svæv

mest inde i kroppen den kære

dig elske med flere at kere

du hører det snart i himmerige

din sjæl være lyskraftig med prikker i

 

så ved du verden din er her

herlig og ærlig med maskespils træer

livets træ er ingen dans

du bekommer det så vel

dit himmelværd

 

så lyt nu til mol i sigte

hullet i lyset folder ud til ægte

ægte dig ægte med mere

du lærer det snart at kere

 

dur kan ej dig dele med hele

for mol står dig ægte til livet at skele

så lad da mol være dur til livet

du helt sikkert ærer med skabelser givet

 

dur til det meste at højne og frekventere

mol øjner dybde med jorden tilsigte

at de sammen blander sig til saften

kraften og fryden

ligger inde i jorden med stjernen i sigte

så haver du så mangen erfaring med visdom i munde

thi nu skriver du igen så viseligt sjunge

 

tillykke med amen fra en søster

du viseligt kan følges med udi verden at mønstre

vi er mange der følger den indre kalden

hil du Sandalfon og Metatron i minde

De sammen dig vier til evig sinde

at hylde dig, du sandhedens gudinde

tak for dine ordskrivelser sande at dele

 

SoulutionArt(R) 2018

 

22-01-2018

Fra HJERNE til HJERTE// VIGTIGSTE REJSE FOR MENNESKET!!

HJERTEBEVIDSTHED. HJERTESMILE. HJERTEHVILE.

Stilhed. Suges ind. Stilhed. Hjernelyde trækker ind. Samler sig. Høje toner galakser væk. Hviner. Det høje Iiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiii.

Den indre uendelelighedstegn laver sin bagerste bue, vender tilbage til midten. Stjerner mødes. Hilses. Øjne ser. Ser i midten. Fra midten. Tonerne hiver i land. Trækker opmærksomheden. En dyb rungen tager til, endda over. Har formen med sig. Favner rummet. Rummet i forbindelsen. Galakser. Hjerne. Hjerne. Galakser. Væves. Sammen. Bevidsthedens hånd trækker nyheder på ene tråd. Trækker den ind til sig, mens vævningen fortsætter, uendeligt. Tak for info, svarer bevidstheden. Tager sedlen af telegraflinjen. Lægger den i arkiv. I samme øjeblik spejles hjernen med galakserne i modsat retning. En anden hjerne på den anden side af denne galakse modtager besked om hjernen i første færd. Hvem er hvem. Op. Ned. Venstre. Højre. Tusindevis af hjerner med deres forbindelse til galakser. Henter info. Modtager. Lægger i arkiv. Hele vejen rundt. Bygger arkiv. Som myrer der bygger og nærer modermyren i tuen med æg som larver som voksne myrer. Forskellen er bevidstheden om andre verdener. Andre arkiv. Mennesket aner viderefærd. I linje ud. I cirklen rundt. Spiralformer. Som naturen selv. Visheden om at mange sjæle er forbundne i eet samlet netværk af bevidsthed. Her lyttes til verden, universet, multidimensionelle verdener. Indser vigtigheden af at være hjertebevidst når info hentes som deles. Her. Midt i centreret af al viden. Med hjertebevidsthed vil info være hjerterelateret, have hjerteresonans, således til gavn og glæde for menneskeheden, naturen. Hjertet. Lyset. Lyset i hjertet. Tilgivelsen. Den gulhvide streng midt i kærlighedens ubetingede perlemorsubstans. En finger, to fingre spiller på tonerne af tilgivelse. Nu. Nu. Med uendeligheden. Ind i hjertet på menneskesjælen der bærer. Bærer på rygsækken af smerte og ugerninger. Menneskelidelser. Dyremisbrug. Naturkvæstelser. Den rungende favn lytter ind i tonen. Hører flere toner søge ind. Ind i rygsækken. Rygsækken er i den rungende favn. Den rungende favn er i altet. Altet hører til i hjernen på mennesket. Hjernen slår takt med hjertet der ser. Hjertet ser lysende øjne, smilende ansigter. Øjne og ansigter af menneskehedens kære. Smilende. Lysende. Genkendende. Anerkendende. Smeltende. Det hvidgyldne stoflige lys bringes i hænde til enhver som har nogen kær. I alle tider. Nu. Hjerter smile. Ih, du milde. Sikken glædeshvile. Hvile. Smile. Hvile. HjerteSmile.