06-11-2017

Fuldmånen har kaldt Knoglehviskeren frem i lyset:

Tekstdel fra Kommende bog om Sea Via og hendes medsøstre gennem livene, her spejlet frem af Fuldmånens hvisken og hjertesøstres kalden, med tak.

Sea Vias brønd, del 9

Knoglehviskeren:

”Skrab benene rene for kød. Helt ind til den fibrøse hinde, hvor samtaler med stjernerne foregår. Lyt så, lyt længe og intenst med blot det for øre, at høre din families stemmer i det fjerne. Lad dem komme til orde. Lad dem guide dig nye tider frem. Så snart du mærker en flig af følelse så skrab igen, at knoglen bliver skinnende i det blå måneskin. Skrab og du vil finde friheden. Friheden til at klæde dit skelet på med dit kød, skabt af netop den substans du ønsker at være dyppet i. Kærlighed, had, du vælger selv dit kar. Jeg stiller mig til rådighed for denne din forvandling. Sig blot dit navn og lad mig se dig, du knoklede hylster med sjælen hængende efter dig. For sjælen er med dig, så længe der fortsat er spæd forbindelse mellem din fysik og denne. Strukturerne er faldet fra hinanden. Sådan skal det leves nu. Sådan får du friheden tilbage. Din frihed, hvor du ånder livet ind gennem dit sjæletempels silkeklæder. Vid du er på rette vej, når du ikke mere hører verdens gråd og jammer, men hører summen af stjernernes vibrationer helt tæt på dit ene øre. Måske klør det voldsomt og længe. Det er ved at være din stjernestund, kære. Hav tålmod. Jeg vogter over dine ben så længe det er mig vist. Du kan trygt hengive dig til døden. Her er godt at være i tiden inden friheden. Især når du husker at skrabe dig ren. Så længe du lader andre komme dig nær med deres energier og kødtrevler, så vil du fortsat være nødt til at rense dig i rigeligt vand hver dag. Omgiv dig med vand i fantasien som i virkeligheden. Tal dets kærlighed frem og lad dig nurse. Du vil mærke moderhavets vuggende skød i hver en dråbe, når blot du er nærværende nok. Drik gerne en mundfuld mens du takker vandet for dets gave at altid være dig nær. Kom nu tilbage til hulen, som jeg lever i.  Jeg koger dit kød til nye tider. Du får omslag af egne safter om lidt. Kom du leddeløse gespenst, vis dig for mig, så jeg kan skaffe dig nyt kød. Det dit kød, som du selv har rørt sammen med naturens urter og himlens ånde. ”

Sea Via har godt hørt sine knogler knage og skrabe den seneste tid. Men hun har glemt at kontakte knoglehviskeren. Hendes gamle ven i nøden. Faktisk helt glemt hendes eksistens. Larmen fra trafikken udenfor haven når hendes sarte ører denne tid. Gør slør. Sea Via må opøve stor kontrol med sine tankers undersøgelser for ikke at havne i hver mands grøft, hvor det grumsede vand har fangarme. Stor indre kraft skal der til for at komme op af slammet igen. Og det sker nu. Brønddækslet sidder skævt på, så det virker let at skubbe til side og kravle den sidste meter op til overfladen. Lyset skærer nye linjer i hendes øjne. Rød bliver til orange, som igen bløder over i gul med stænk af blåt. Hun må se sig om i haven for at få den grønne med. Ellers svirrer det for meget i øjnene. Det dulmer godt. De lysegrønne blade opmuntrer hende til leg. Det havde hun helt glemt, det med legen. Gad vide hvor længe hun har været nede under brønddækslet. Hun husker ikke hvordan hun kom derned. Pludselig var alt mørkt og det blev ved, selv om hun syntes timerne var dagslyse. Hendes sind bakker bagud for at kigge gennem hukommelsesfilteret. Der er ikke noget som har sat sig fast i nettet. Ingen kødlunser. Intet lys. Blot tomhed igen. Mere tomhed. Uendelighed. Hun husker nu det ene skridt hun tog gennem maskerne. Det skridt som fik hendes krop til at forsvinde og hendes lys til at spurte afsted som var lynet efter hende. Hun forsvandt langt væk i intetheden, hvor selv lyset er svært at holde fast ved. Kroppen er opløst i lyset. Det gik så stærkt at selv hendes højere bevidsthed måtte vige for førersædet. Hvem der førte hende er hun ikke klar over. Føltes det rart? Ikke som hun erindrer lige nu. Mere som et køligt sted, hvor kødet ikke er forbundet med knoglerne og dermed er lysår fra det liv hun savner. Det liv hun kender som menneskefølt liv. Sanselighed. Faktisk er der uendelige mange huller i det netværk knoglevævet er skabt af. Hun husker nakken holde en vis kraft tilbage. Som om nakken ligefrem var hendes medsammensvoren. Hjælper. Sådan har hun ikke tænkt om sin nakke før. Når den værker, hvad den gør i glimt lige nu, virker den taktløs irriterende. Men måske den i virkeligheden er en hjælp. Ligefrem støtte. Ja, hendes kloge hoved er jo støttet af nakkens roset. Så måske skal hun omformulere sine tanker om nakken. Noget bag nakken kalder på hendes totale hengivelse. Given slip, så gør det for pokker! Giv nu slip og lad dig falde, som flyve. Valget at flyve er lettere at tage end at falde. Det kender hun i sit levede menneskeliv. Det gør ondt at falde på jorden og skrabe sine knæ. Endda ramme med panden først hvis ikke hun tager for sig med hænderne. Det gør nu også ondt. Under et træningsløb faldt hun ud af det blå, så kort hun nu var, og mærkede straks den lammende smerte i håndfladerne. Hendes hellige værktøjer. Berøringsfladerne. Dem som forbinder himlen med jorden. Ikke at forglemme.

Spindelvævet i hendes venstre øje plirrer hende til opmærksomhed. Hallo, vær nu nær her. Ikke i tankerne. Sea Via misser med øjnene og mærker spindet stramme en anelse. Hun ved det er brøndens spinden, der kalder. Jamen. Hun har jo lige været dernede. Endda længe, uden tidsfornemmelse, uden stedsans. Det må være nok for i dag, siger hun højt og skræmmer Ravn til flugt, hvilket sjældent sker. Altså må hendes kraft være enorm i dag. Selv føler hun sig svag indeni. Mærkeligt. Som alt forandrer sig til det værre som det bedre. Hun ved snart ikke hvad hun skal synes, kan synes og vil. Hendes stjernefamilie synes langt væk, faktisk borte. Mon hun virkelig er efterladt her helt alene på denne kolde blå planet. Hvorfor mon? Hun kan da ikke klare det hele alene. Hvad skal hun klare. Det er også et spørgsmål hun ikke kan svare på, ikke mere. Der er ikke kød på det spørgsmål mere. Altså intet svar. Skal der skabes genklang må ekkoet fortone sig langt ude ved galaksernes nye mælkevej. Altså har hun ingen retning at gå efter, at bevæge sig med. Frihed. Er det det, når nu hun føler sig lænket til denne her planet og ikke ved hvad hun skal foretage sig. Nu uden sin nærmeste stjernesøster. Hendes tvillingesjæl. Mon hun har det på samme måde, de har det jo med at følges ad indeni. Som udenfor. Nu Ingen møder. Ingen tegn på liv. Mon hun overhovedet eksisterer denne tvillingesjæl. Har hun skabt hende i sin egen fantasi, som sin ligestillede tvilling, der kunne give hende mere sanselighed som mening. Er det sådan stjernemennesker gør for at overleve på den blå planet. Skaber sig usynlige venskaber. Hun ved det ikke. Kan ikke komme i kontakt med andre, som ligner hende og dermed give spørgsmålet videre til. Er det åndeverdens måde at vise sin eksistens på, når nu den bryder gennem kroppens forsvarsmure og ryster mennesket til plukfisk, skræmmer det fra vid og sans og elsker det hudløst, så netop knogler som kød mærker elskovens berusende floder som ebbe. Hun har mistet mælet. Kan end ikke tale indeni længere. Tyst.                                                Farver er hendes venner. De kalder hende frem til at undersøge sig, bruge sig, elske sig. Og det gør hun, når hun under sig tiden, husker det. For sløret kommer stadigvæk og lader hende være midt mellem livene, midt mellem sine valg. ”Både og” er en svær livsholdning har hun lært. Vil det så gerne. For kan hun have både livet her fysisk så lever sjælelivet også, endda til stor gavn for hendes fysik. Men det er som om overgangen, forbindelsen har sin helt egen dagsorden. Selvbestemmelse. I hvert fald må hun mange gange dagligt tilvælge ”både og” for at mærke sig. Det er trættende at skulle gentage sig selv. Og kedeligt, at hun nemt springer det over. Og så sidder hun igen med et ben i afgrunden, det andet i mulden. For hun kan ikke leve sådan, ikke mere. Døden er indeni hende. Det ved hun godt. Det er den tid. Godt så. Og hvad så mere, er der mere, eller er det nu hun dør helt fysisk, så hun går over. Hov, nu må hun vælge ”både og” til. Både den fysiske verden som den ikke fysiske. For at kunne blive her på den blå planet. Pudsigt egentlig. Er det det frie valg? Døden i livet. Døden med livet. Faktisk kommer døden først denne tid. Den er alle vegne, især indeni. Foråret spirer frem trods døden indeni. Altså er der en cyklus som varer ved, trods alt. Livet går videre, siger man efter en begravelse. Støttende sig til hinanden. Ja, det er sandt.

Sea Via spejder indeni efter højhuset, hvor hendes veninde bor. Hun øjner ingen hjemme. Der er simpelthen ingen hjemme i den øvre etage hos sig selv. Maleriet holder hende i kontakt. Den eneste livsline. En god én af slagsen.  Kan sende hende durk tilbage til træet, hvor hun har kær. Hun begynder at ryste. Kroppen er kold og mudret af brøndvandet. Hun indser hun må se herrens ud her i morgenskødet. Larmen fra trafikken hører hun ikke. Der er musestille, at selv katten kan have svært ved at jage sin morgenmad. Sea Via ryster sine ben, rør ved dem med hænderne for at give liv og samtidig mærke om kødet sidder fast nok til hun kan rejse sig og gå de 10 meter hen til sit træ. Hun går nu. Knoglehviskeren hvisler mens hun går. Parallelt med dette fysiske liv lever Sea Via med knoglehviskeren som hendes sande identitet. Hun ved det ikke helt, og dog fornemmer hun sandheden i hvisletonerne langs sin krop. Når hun går toner hendes knogler. Mon andre kan høre hende? Kan hun skrue op som ned for lyden? Det må hun spørge knoglehviskeren om. Synge kødet tilbage på knoglerne. Er det hendes nygamle vej? Noget vinker til hende i det fjerne, som stjerneblink fra fremtiden. Hun takker og træder helt ind i stammen. Træets duft luller hende i søvn. Drømmer om kødets opstandelse, det som heler og glæder.