12-11-2017

Fornemmelse for FRED//Ind i plastikOceanerne

Fornemmelse for fred

GRALSLYSET

Forbindelse ind i PLASTIKoceanerne

 

888888888

 

Fornemmelsen for FRED har altid eksisteret. Den ligger implicit i menneskets DNA strenge. Naturligt, enkelt, værdigt, smukt.

Forener

Elsker

Mangfoldiggør

LYSER

 

8

 

Hvordan forbinde os igen, at jorden samskaber med fredelig sameksistens i sigte?

Det er her stjernerne kommer ind i billedet. De hører og mærker fredsklangen suse forbi dem hele tiden. Freden samler sig omkring dem, kalder dem ligefrem til samling, at de også begynder at synge med fredstoner i sig. Skuddene er milde og klare. Mon menneskene opdager dem, ligefrem samler på dem, i deres sind, sender ønsker op om fred på jorden. Eller sker det at ingen lægger mærke til stjerneskuddene fordi der er så megen støj dernede på jorden i netlaget af trilliardvise beskeder som billeder. Ikke sært mennesket ikke kan se stjernerne for bare ord. Og så var det endda ORDET som startede det hele. I følge nogle lærde. Andre mener den store eksplosion fødte den blå planet. I skulle bare vide, I kære jordboere. Freden holder jer sammen. Den indre fred som I alle er født ind med. Selv den mindste kim holder energifeltet sammen. Også selv om der er mørke omkring freden, omkring lyset. Lyset har sådan en kraft at alle andre levende væsener ude i galakserne hungrer efter at få lov til at indgå i jordens kredsløb, om så blot som en quantum. På den måde vil de kunne mærke freden, den glæde som binder sjæle sammen i evigheden. Galaksevæsener. Det er hvad I også er, kære jordboere. Flette sig ind og ud mellem hinanden på tankeplan såvel som på det psykofølelsesmæssige plan. Netværker. Se blot jeres internet, hvor I deler hvert eneste sekund på kryds og tværs af kontinenter, verdensrum.

Forestil jeres mange beskeder, samtaler som billedeudvekslinger dynges sammen i fællesbevidstheden af jer alle.

Forestil jer denne store dynge ordbit være den som holder jer i live, så længe I trækker vejret. Forestil jer så denne dynge klæbrig masse trække jer ned i havene, helt ned og ind i havenes riger. Der hvor spejlinger ses, opdages og hilses velkommen såvel som det modsatte. Ligefrem druknes.

 

Forestil jer så denne bunke tankekreation møde havets dybere lag, indeni jer hver især. Kom det hele ihu. Kom lidt nærmere og I ser dyngen være lig den dynge I allerede har smidt ud i verdenshavene. Den som dækker kæmpemæssige overflader med al sit uorganiske materiale. Plastikken. Den engang så unikke opfindelse. Evig. I hvert fald når den indgår i naturens kredsløb. Udkonkurrerer ligefrem alt levende, med dens døde overflade som indhold. Eller har plastik en vibration af liv i sig. Det siges at alt er levende. Har en forbindelse i sig som ånden selv. Gælder det også plastikken. Kan den indgå i et kredsløb hvor der udveksles energier, ligefrem transformation. Jo sammen med ild går det. Plastik brænder med stærke gifte til følge. Ude på havene ligger det i læ for ilden, så længe det varer. Og det varer endnu.

 

Vend lige tilbage til egne tanker. Lyt til dem en stund. Indeholder dine tanker uorganiske cirkler, ufrugtbarhed, ligefrem med giftigt slagger til følge?

Ligger her et potentiale, som ikke er brugt endnu? Et potentiale med lys i, som forenden af tunnelen?

 

Lyt ind igen, bliv her lidt. Det summer omkring tankerne inde i dit hoved. Ja, mit indre syn spejler det. Derfor kender jeg til det. Vi ligner jo hinanden. Vi galaksevenner. Vi er jo forbundne af denne gigastore tankekreation vi alle deltager i på nettet. Det summer voldsomt. Bruser ligefrem, som vandfaldet ved Niagara Falls. Den lyd kan de fleste lide. Den kalder urfølelser frem. Skaber forbindelse tilbage i tiderne. Dengang plastikken ikke fandtes. Ikke var opfundet. Kan vandfaldet plaske så rent at plastikken opløses? I vore sind og dermed i verdenshavene? Et forsøg værd.

 

Kom med på en prøve langs Hou Strandpark, hvor min spirituelle tvillingesjæl Søs og jeg gik vores lysarbejde-tur i sidste uge. Forestil dig lyden af små bølger klukke langs strandkanten mens du nynner med på den seneste døgnflue af en sang, du ikke kan komme udenom. Det er helt i orden. Nyn med på melodien, lad dine fødder mærke dine afsæt i sandet. Selv om det er nyvinter ude mærker du varmen indeni. Dine fødder betræder det varme sand og de er nu nøgne. Nøgne og modtagelige for naturens helende kræfter. Gå nu tættere på vandet, stands op og kig ud over horisonten. Til venstre ser der omrids af Tunø, til højre ser du Samsø. Tunøs kyst kalder igen, thi solen skinner på dens bakkeskråning. Lyser gylden. Du smiler af dig selv over dette smukke syn og vender tilbage til dine fødder. Nu er de af sig selv helt ude i vandet. Dine ankler kildres af bølgernes bevægelser. Du husker tilbage på de mange dejlige sommerstunder langs havet. Hele verden er med dig i tankerne. Du har været langs Frankrigs Atlanterhavskyst, Spaniens Riviera, endda omkring Indiens mangfoldige strandstrækninger. Du husker alle steder på én gang. Mærker bruset omkring dig, i dig, at du føler du hvirvler rundt i tankespindet sammen med milliarder af vandmolekyler, lige her lige nu langs Hou Strandpark. Du hører konkylier kalde, delfinerne ligeså, du ser endda en sæl dukke op af vandet lige foran dig. Følg dens bevægelser. Den spejler dig indeni. Drejer rundt om sig selv i vandet. For netop at indikere den hvirvelvind du står i nu. Smil af sammentræffet. Fortsæt med at mærke vandet omkring dine ankler. Det føles næsten som dig nu, del af dig. Du sanser dårligt nok forskellen mellem hud og vand. Der er ingen forskel. Vandet klukker af fryd indeni i din krop. Du er vandfaldet nu. Niagara Falls. Lyt så ind til din egen vejrtrækning.

Den er hæsblæsende. Som når du står midt i vandfaldet. Overdøvende, blændende, rensende. Stærk. Naturens kraft har tag i dig. Indeni. Den skubber til dine tanker. Lyt og opdag tankespindet aftage i styrke. Bruset ligeså. Kig igen ud på horisonten, nu har billedet skiftet karakter. Uendeligt. Du ser gennem Tunø til venstre side som gennem Samsø i højre side. Lige ud skimter du brændingen, der flimrer over vandet. Tusindvis af vandmolekyler danser for dit åsyn. Du ved det ikke, og alligevel hører du deres kalden. Fællesbevidstheden. I den findes alverdens liv og færden. Du kan vælge hvad du vil høre om, deltage i. Ligesom nettet på din computer. Her er det din bevidste tanke som skaber forbindelsen til moderhavet. De mangfoldige niveauer som ringe i vandet. På et splitsekund gik du langs Indiens vestkyst. Du mærkede ligefrem det varme sand under dine fødder. Nyvinterens kulde ligger udenom dig og venter på dit tilbagekomme, i tankekreationen. Du vælger selv hvad du tænker på. Du har viljen, evnen til at rejse hvorhen du vil, i og med dine tanker. Selv til moderhavets dyb hvor hvaler synger deres sange kan du besøge. De hilser dig velkommen hver gang. De hører fredsklangen i dig og vælger derefter kontakten.

Det lyssom altid har været her.

 

Hov, nu tænker du på PLASTIKKEN igen. Oceaner af plastik, der flyder rundt i verdenshavene. Samler sig til nye øer, på overfladen. Og dog har plastikøerne niveauer. Lige nu flyder det mere som umodne fostre i det store moderskød. Der går en tid endnu før plastikbabyer kan fødes. Lige tid nok til at mennesket med sin store intelligens sammen med galaksevennerne kan samskabe opløsende tankespind ind i plastikøerne.

 

Forestil dig denne evne være taget i brug. Nu. Forestil dig dine tanker med lyset ihu, den hjertesang du deler med alle levende væsener, den der kerer og ærer livet, moder jord, himlen, alle smil som gråd, for sådan er livet jo, på godt og ondt.

Forestil dig nu gå ind i plastikkens hårdhed, forestil dig dit lys smile hårdheden i møde. Bliv ved så længe det holder hårdt.

Forestil dig dit livs marathon løbes lige nu. Du bestiger Mount Everest og lige om lidt er du på toppen af det!

Forestil dig du dykker dybt ned i havet, ned efter skatten på bunden af havet, i dit hjertes skød. Fryd dig over de mange skønne væsner du møder i dit dyk. Smil og bliv ved med at lade dig begejstre. Lad dig underholde af klovnefiskens klare farver. Den følger dig på vej nu. På vej ind i dit indre. Helt ind til det inderste kreationskar. Derinde hvor du er forbundet med alting. Selv plastikken omkring dig.

Du flyder sammen med PLASTIKøen nu. Du er ok. Du mærker dit værd indeni dig og trækker hjertestrenge ud gennem din krop og videre til plastikken omkring dig. Havet holder dig nænsomt oppe at du kan trække dit vejr. Selv om dele af dig fortsat er i dybet. Under havets bund.

Du trækker vejret langs hjertestrengene, beliver hvert et stykke plastik du berører. Du lytter længe og med intenst nærvær gennem hårdheden i dine omgivelser.

 

Du har besluttet dig for at dette skal være virkelighed nu.

 

At kunne trænge gennem hårdheden i dine omgivelser, i plastikken omkring dig, i brystet på alverdens brynjer som tankespind.

Du hører andre klukke af iver efter at følge dig, være sammen med dig i dette nye tankeeksperiment. At opløse plastikken, gøre den organisk igen, med dine menneskets tanker. Du ved i dit dybe hjertebækken at det er muligt. Alt er muligt, når blot man tror og går vejen. Bevægelser er liv, levet liv, som sig forgår som består. Således cirkler mennesket langs havets kyst dage som nætter, alle indgår i samme kredsløb med jorden som center. Moder jord klapper sine muldhænder, begejstres højlydt over menneskets co-creation. Hun har ventet på dig, ventet på os, at vi sammen går nye forbindelsesveje, hvor lyset, freden er med os bevidst. Hver dag, tilvalgt fred.

Ligefrem fredelig sameksistens. Så snart forbindelsen er oprettet vil plastikken begynde at leve. Bringe hjerteklange gennem sig, som mennesket bevilliger. Her er et tydeligt ansvar at tage.

At lade hjertefreden klinge klart, tydeligt, helt naturligt sammen med livets åndetag. Således går vi hånd i hånd med plastikken, lader den vise os sit vennelag til visdomslag. Stagnation vil derefter opløse sig. Bevægelser kende. Fredens LysSpor brænde.

 

888