12-11-2017

FremtidsDråber NU

FremtidsDråber nu,

læs også lidt om Lavendell på siden Seneste nyt.

Ellers fortsæt her og lad dig inspirere, med tak

 

FREMTIDSDRÅBER

 

En tusindfoldet lotusblomst lander på søens overflade. Den har været her hele tiden. Nu er den trådt frem i lyset. Det lys som oplyser enhver vanddråbe i dybet som mellem vande for så at kaste sig hovedkulds op. Op efter det næste levende væsen der træder forbi brøndens hellige dyb. Et strejf af gyldent er nok til at antænde livsgnisten indeni. Cellerne danser deres livs bedste samba, vækker kvinden til dåd. Hun må finde sig selv nu, det kan ikke vente længere. Lotusblomsten omgiver hende med sin duft, forførende på en nænsom måde. Smukværdigt, at hun lader den indre stemme bestemme hvorhen hun går. Lyset tager til indeni hendes bækkendyb mens hun nærmer sig bestemmelsesstedet. Det gynger kærligt indeni. En fjern fremtid vågner.

Lavendell hører sig selv kalde på Autencia. Han skuer ind over land. De lavendelfarvede øjne blinker tårer væk. De dråber som hele tiden vil ud af ham. Flere af dråberne indtager pladsen langs de høje kindben. Hviler lidt inden de lystigt rutscher videre ned over kinder som hagespids. Dunene fanger hver en dråbe, bringer deres essens i spil. Gyldenheden vågner. Lavendell hører sin mor kalde langt borte. Det runger en kende i havets dyb at en kæmpebølge må passere skibet. Løfte det op i hastig kurve, at han et øjeblik hænger mellem hav og himmel, ham og skibet. Længe nok til at mærke broen landfæste sig. Den bro hun kommer af, når hendes tid er. Lavendell mærker det hele ske med sig. Han er ét med hav og himmel. Det gyldne kys lyser hans mørke teint op og antænder netop tidens tand, at selv rødderne jubler til samskabelse. Den vækst der løfter den blå planet til næste niveau. Fredslejet.

Han ved der går en stund endnu før hans mission er fuldbragt. Dog aner han enden nær. Det føles godt. Lyset er tiltagende indeni som omkring ham. Moder Maria kender hans teint nu. Den gyldne tid er her. Fornemmelsen for fred sitrer i hver en pore at han snart må hjem igen til sin elskede. Begrave sit ansigt i hendes gyldne lokker. Flette fremtidige boliger frem. Han ser byen folde sig ud indeni sig. Han har noget stort at bære rundt på. Den Gyldne By. Det samfund som engang var sunket dybt ned under havets dybeste bund. Selv jordstjernen i centrum af planeten kunne ikke være i kontakt med byen, en lang stund. Så lang at mennesket helt glemte den. Det skete egentlig så snart den var ude af syne. Så forsvandt også bevidstheden derom. Og mere til. Ligesom en slags sløvsind overtog menneskehjernen. Stand by med tilbagetræk.

Han finder sig selv stå for enden af broen. Broen svæver henover vandet. Den har ikke grundfæste endnu. Hans fødder krummer sig henover kanten, følger træets indbyggede bue, vipper sig til indre balance og lader broen føre sig hvorhen den vil. Broen opleves levende som den drage han fløj med i Kinas land, engang. Rød og meget takket men på den bløde måde. Hans højre mellemfodsknogle rødmer og kanter sig frem for bedre fodfæste. Den leger med træstykket under sig. Sammen finder de netop sammenføjningen mellem sig, at broen må knage sin gang. Gangen hen over moderhavets store krop. Svulmende bølgeskvulp rammer Lavendells brune ben. Han mærker trækket nedad, men kender sit center og smiler samtidigt til sin mellemfodsknogle for dens værd. Endelig er den vågnet op til dåd. Og det hjælper ham grangiveligt at have knoglesamarbejdet i fokus. Stjernerne kan derved holde ham svævende i matrix2formation, mens han træder nyt anker på Guds Gyldne planet. En stor gylden bueformation træder netop frem med ham. Guldhætten ligner de kendte kupler fra religioners sprog, men udmærker sig nu med også at have andre former i sig. Geometriske figurer træder frem, hvis man ønsker at se dem. Verdenskendte rejsende udi videnskab, filosofi, religion som natur har sat deres smukke aftryk i den gyldne masse. De indgår i fremtidens fredsleje. Selv hører de fleste til ånderiget endnu. Det gør ikke spor, for samarbejdet med inkarnerede sjæle sker dråbevist.

 

 

 

Lavendell er holderen af Gulddråberne. Han øjner dem, én for én. Blinker med dem hver især, mens de forlader hans synkende skude. Dog synker hans skib ikke endnu. For det, skibet, har netop rejst sig sammen med Den Gyldne By og skal forblive manifesteret længe. Så længe at menneskeheden endelig forstår sig selv som fredsdråber af Guld. En sømand kender hver en havn, og måske endda hver en kvinde. Sådan er det også med Lavendell. Han kender hver en kvinde i hjertet. For han elsker Kvinden. Sådan er det.

Hun som har sølvglimt i håret, sølvglitter hængende i ørerne, sågar sølvstrejf i øjnene, fordi hun har så god kontakt med sit mødrene ophav, gennem tiderne. Visdommen bebor hendes skød og hjertefavnen hendes bryster. Sjæl og ånd i ét. Nu hører han hendes kalden helt tydeligt. Han må hjemad nu. Kan fornemme hendes smæld med tungen. Det klik som også forplanter sig gennem himmelhavene og resonerer hos ham. Faktisk i den feminine del af ham. For han har jo ingen livmoder i dette liv. Eller har han. Lige nu føles det som sparkes der, dernede langs mavens bund. Det er selvfølgelig regnbueporten, der folder sig ud. Således vil det fremtidige menneske kunne skifte mellem at være mand som kvinde. Det er nyt. Og dog. Han kender da sig selv og sin kvinde. De kan da noget som ligner. Indeni. Lavendell hører sine forældre samtale indeni sig. Det er deres erfaringer som gjalder nu. Opgraderer.