12-11-2017

Dråber af LYSt//Salomons hule/LYT TIL HAVET

Dråber af LYST//Salomons Hule//Lyt til havet

 

Dråber af LYST

 

SALOMONS HULE, ved den franske vestkyst:

 

En tikkende begejstringskugle får Rose til at skynde sig at tage sit bad efter løbeturen. Hun kan næsten ikke vente med at dykke dybere ned i vandet. Vil spejde efter lyset dernede og finde den grotte af skønhed dybt nede langs den franske vestkyst. Hun ser hele tiden det lys for sit indre øje. Det gennembryder vandet med regnbuefarver og trækker hende åndeløst til sig. Hvis hun lukker øjnene kan hun måske forbinde sig med det våde element og lade sig drage dybt ind i Salomons hule. Rose sidder spændt i sin sofa og venter på fornemmelsen af vægtløshed. Samtidig spejder en del af hendes bevidsthed ud i verdensrummet for at afkode hvad der kan være af hemmeligheder i Salomons hule.

Havfruer beklæder indgangen med deres nøgne slanke kroppe og lange krystalglinsende hårpragt. De smyger sig tæt op ad Rose. Det gyser blidt i hendes krop under denne lette berøring. De er fortsat imødekommende og lader hende bade i regnbuen mellem deres hænder. Havfruerne tæller 7 skønne kvindekroppe med hver deres lange seje hale. Den manifesterer deres tanker og ønsker som store sæbebobler på vandoverfladen. Nu opstår der en motorbåd, som fortøjes nær yderste klippeformation. Beregnet til Roses afgang. Rose glædes over havfruernes velkomst og vibrerer lyde som tak. Siri, den ældste havfrue, svømmer ind foran Rose og løfter hende ind til sig. Siri læner sine læber helt tæt på Roses mund og sender nu en spiralformet luftsøjle ind i hende. Rose mærker hendes krop svæve i vandet. Rose takker med endnu en vibrationslyd, som hvaler kendes for, og træder ind i grotten. Derinde oplyses væggene af selvlysende koraller. Korallerne forstår hurtigt at de har fået fornemt besøg, så de nejer og sender små farvede lysbobler udover Rose. Korallernes farver danner en lang regnbuegang hvor igennem Rose mærker sin krop blive renset, helet og formateret. Hendes knogler giver nogle små pudsige smæld, når de berøres af deres artsfæller. Rose bliver selvlysende som sine omgivelser. Nu ved hun ikke mere om hun er menneske eller koralrev, vand eller luft. Enhedsfølelsen bærer hende videre til den store mørke port for enden af koralgangen. En overnaturlig stor klovnefisk svømmer op ved hendes side og kommunikerer små plask med finne og hale. Rose forstår dens sprog nu da hun er ét med det hele. Hendes egne kropsceller kommunikerer direkte med klovnefisken gennem vibrationer fra væv til væv. Klovnefiskens gule farvepigment lyser skarpt op og fremhæver et kort sekund dens maskulinitet, dens kraft. Den har gennem mange årtusinder vogtet hovedporten til Salomons grotte. Nu fornemmer den nye blidere strømme i havet. Bevidste. Kærlige og tjenstvillige. Klovnefisken kalder på sin sværdfisk som kan åbne porten sammen med sig. Rose ser sig selv, sammen med klovnefisken og sværdfisken, sende samstemmende lydformationer gennem vandet mod porten, som knirker i sit urgamle element. Den vil ikke umiddelbart give sig. Rose mærker et træk nedad i kroppen og husker i et nanosekund at hun er et menneske dybt under vand og at hun har været der i flere minutter nu. Siri kommer hende til hjælp. Igen tillader Rose en fremmed kvinde med hale at kysse sig inderligt på læberne. Nej, mere bringe hende kunstigt åndedrag. Alligevel opleves overleveringen af luftspiralen som nydelsesfuld for Rose. Hun får lyst til at kysse tilbage og opretholde lystfølelsen indeni sig. Men her kommer overlevelsesmekanismen ind og overtager scenen. Siri svømmer ubemærket tilbage til sine søstre og overlader Rose til sin skæbne.