11-01-2018

Pigen og glaskuglen

SoulutionArt(R) 2018

Pigen og glaskuglen.

Hun forestiller sig at tage glaskuglen ud af sit bryst. Den ligger lige bag brystbenet og skinner glad. Hun smiler til den mens hun tager fat om den først med den ene hånd så støttende med den anden hånd. Hun mærker kuglen trække i sig fra dens inderside. Som om den vil tilbage på plads igen. Magnetisk. Hun har den i sin venstre hånd nu. Vender og drejer den, så hun kan se den skinne på sig, som på sine omgivelser. Hun mærker også forbindelsen til brystbenet. Der hvor den hører til. Dens hjemsted. Hun kan se for sig en slags hulning, hvori den kan ligge blødt og hvile. Hun forstår nu at den, glaskuglen, er hendes egen, hendes kaleidoskop, hvori gennem hun er sig selv og ser verden. Elsker verden. Lyset er hendes essens fokuseret i denne glaskugle. Beskyttet i dens vedvarende lys. Lyset er både kærligt varmt og kølende. Kan forvandle sig til den effekt hun har brug for mens hun møder verden, forbinder sig med den. Er i den. Hun ved godt hun ikke er af verden, men på besøg. Det føles tillidsfuldt at kigge ind i glaskuglen. Den spejler det hele op som ud som ind. Alt afhængig af hendes sind det pågældende øjeblik. Natten viste hende tilbage til kærligheden. Den naturlige forbindelse indeni hende, der glædes over andre mennesker. Der elsker andre mennesker. Med den forbindelse i glaskuglen kan hun være sammen med andre mennesker og stadig væk være helt sig selv. Også når de vender det skæve udad og det bløde ind, væk fra hende. Glaskuglen er hendes forvandlingskugle. Den som vender det hårde til det bløde. Det kantede til det runde, det kolde til det varme, det iltre afkøles. Elskes. Hun havde en stor lidenskab som barn og ung. I nat kom hun ind i dens blide klør og mærkede hvordan lidenskaben greb hende kærligt i sine arme. Lod hende agere med netop glaskuglen hos sig. At se sit idol i dennes indre gemakker, at se hendes mærkelige billeder på væggen, som lige med ét forundrede pigen, idet denne idolets smag ikke tiltalte hende selv. Men hvad gør det, hvad idolet synes om vægmalerier, som bolig indretning, når hun denne person, er elsket indeni, for hendes lidenskab til musikken. Det at udtrykke sig og bruge kærlighedens essens til netop denne udtryksform. Hvorfor ikke blot fortsætte med at elske hende, idolet, når nu hjertet gør det. Pyt med at idolet har dårlig smag i indretningen. Det har ikke noget med hendes sjæleklang at gøre. Slet ikke. Pigen, som i drømmen er voksen, bevæger sig rundt i idolets hus, guider hende til at elske endnu mere af sig selv, som sine børn. Naturligt, enkelt at være pigen i glaskuglen. I drømmen er hun indeni kuglen sammen med sit idol. Derinde forvandles det triste som det halvkedelige til noget som elskes. Ses og elskes. Det er mens hun går rundt i idolets hus det sker. Det sker altså når hun har sin opmærksomhed i kærligheden. Så forvandles selv det grålige til lys. Ikke at alt skal være lys, hver farve til sin tid. Men hun ser hvor let det er at elske. Og glædes over den evne hun har indeni glaskuglen. Den som hun altid har haft med sig. Indeni. Lige bag brystbenet. Skinnende hvidt lys. Med smil i. Det afhænger af hvilke øjne man ser med. Sådan har hun hørt andre sige det. Hun selv forstår gennem sin krop, at det afhænger af hvordan hun bruger sin iboende evne til at se gennem sin glaskugle. Hvordan bruge sin naturlige evne til at elske. At være i sand forbindelse med verden. Hun ser også glaskuglen have områder som ligger i mørke. Så snart hun får øje på det mørke og ser på det, måske lige drejer kuglen lidt i sit åsyn, så skifter mørket til lys. Det kan skifte fra lys til mørke og tilbage igen på nanosekunder. Og det føles helt naturligt for hende at se ind i kuglen og lade den skifte sig. For begge dele er i den. Og mest af alt er lyset, kærligheden. Mørket venter på lyset. Det ser hun nu. Venter på at blive opdaget, blive set og elsket. Så mørket også kan tilslutte sig lyset og skinne med indefra pigens bløde brystben. Skinne på verden. Hun forstår nu at verden kan ligge på hovedet, spejlet indeni hendes glaskugle. Hun forstår nu at verdens landskaber har det med at vise sig for hendes indre øjne gennem glaskuglen. Nogle gange vendt på hovedet. Så er det hun må bruge sin opmærksomhed lidt mere fokuseret for at få det hele med, essensen af det hun ser og mærker. Verden på hovedet kan tænde hendes nysgerrighed.

 Så enkelt og ligetil. Det er når hun har glemt hun har evnen til selv at bestemme hvordan hun bruger sin glaskugle, at hun forvirres, direkte gøres vred eller ked af det. Som om kuglen har sat sig fast i hende og kun viser sin ene side af sandheden. Så græmmes hun over sig selv og verden. Mørket har valgt sig til og lyser gennem lysets fravær. Her må hun bruge sin bevidsthed meget fokuseret for at få kuglen til at trille rundt igen indeni sig. Give den vand at rulle i, rense dens landskaber rene så hun igen kan se sig selv i spejlet og elske det hun ser. Mens mærker hun blødheden tage form i sig.