26-07-2018

Den Lysende Madonna

Den Lysende Madonna skanderborg 10.juli 2018

Hun følger sine spor hen over marken, kan næsten ikke se dem mere. Tørken har slettet det øverste lag af savn, til gavn for menneskeheden. Hun tøver en kende, vender sig om og ser en hærskare følge sig, i baggrunden, langt væk, men følgeskabet tegnes tydeligt i horisonten. Hun hører en mumlen, vidst nok fra børnene der fører an. Flokken er stor. Hun aner dem komme tættere på nu. Kan næsten smage dem. I luften. Svirrende fine dufte og ramme lugte. De har gået i mange dage og nætter. Som hun selv. Først nu forstår hun baggrunden.

Hun sænker sit eget tempo, lyttende til de fjerne fodtrin af børnetæer,der varsomt betræder hver eneste plet på jorden. Moder jord kysser dem så godt hun kan, mens de beklæder hendes landskaber med nyt håb, ærlighed, elegance og nænsomhed. Kærlighedstonen holder de sammen i hjertekulen.
Rummet synes uendeligt mellem hende og børnene, og dog sanser de hinanden som den lyse bølge der undergår enhver denne tid i livet, hvor spiralen holder udkig efter næste ridt. Cirklen balancerer mellem 7. og 8.niveau. Elektroner svirrer rundt og opdager et mellemrum. Her danser sommerfuglene op. Nye farver som mønstre. Enkle, komplekse. Selv stjernekoder synes tydelige nu. På vingerne af fugle, den indre jords svanepåfugle. De svæver hen over børnene, lander samhørige koder, aktiverer lysets sprog. Børnene taler sammen i samme hjertefrekvens mens de går. Mediterer som voksne lærde. Selv er de nye på moder jord. Hun, den lysende madonna viser dem vej. De har brug for hende en tid endnu. Deres virke kalder. Forskellige steder på den magiske blå planet gøres klar til deres ankomst. Glædesbobler titter frem mellem menneskesjælene. Hjerter så store at deling må bringe heling med sig.

Mørket falder på. Hun tænder sin pandelygte. Horusbarnet smiler lyset ud. Isis berører sin pande i taknemmelighed. Smiler tilbage og lytter ind i himlens englekor. De vise mænd og kvinder fra alle tider går skulder ved skulder med hende Den Lysende Madonna. Fortrøstningsfulde. Fulde af håb for fremtidens blå planet. De takker for hendes store hjerteindsats. Hun bukker og smiler sit fuldendte smil.


Lykkelige er de som ved at de intet ved.
Lykkelige er de som hjertet hører, i brystet evigt beskuer.
Lykkelige er de som hverandre berører, når lyset sender kærlighedsstorme rundt på moder jord.
Fra den fjerneste galakse tilbage igen. Som vinden blæser smukt og uendeligt.
Stille nu.

Fredsdråber bi. Dronningemoderen kommer frem af sit hi. Skaber nye bier til tiden nu.
Fremmer freden på jorden rund.
Så længe moderen er trind og rund skabes hjertetråde at sjunge
Hun dirigerer dem i bækkenbund mens de lader sig føde
Således træder de nye lyssjæle frem af havets skøde,
sænker alles mure og trækker tiden ud.

Ud som evighedens vinger. Således kommer de flere og flere
Sænker Freden over land og by. Mens moderen Den Evige står for skud, hun dem alle elsker.
Som hun dog himlen græder. Af glæde og savn hun dem alle favner.
Thi nu er alle hverandre kædet Himmelrigt sammen. Mangfoldige dråber kaldes på ånden.
Den evige hvile er også velkommen.
Den som ligger i hvert et hjerterum. Summer af længsel efter hjertestund.
Nu haver vi alle aktiveret kosmiske koder.
Overalt de sig råder.
Stjernebrud.

Ulla Harpøth SoulutionArt(R)