Med ÅNDEN som ledsager

Med ÅNDEN som ledsager...... MEN FØRST KOM HVISKETANTERNE.

Troede ikke mine egne ører, da min mor fortalte mig om hendes egen mor, min mormor. At hun holdt spiritistmøder tilbage i -50/60erne sammen med veninderne. Og jeg som troede de talte om kunst og design. Var sådan nogle fine noble damer. Det var de nok også udenpå. Men indeni flød åndeverdenen. Den ville ud, deles med, keres om, ligefrem accepteres og respekteres.

Sådan ser jeg disse "Hvisketanters" mission i dag. De damer, som hele tiden vil tegnes i mit hår, i mit hoved, endda i hjertet af det løg, som jeg tilbage i 2003 malede. Mit første rigtige maleri. Og jeg blev hurtigt irriteret på jer sladretanter. For I var ligesom i vejen for alt det jeg ellers ville tegne som male. Forstyrrede mig! Hvorfor mon?

I mange år undlod jeg at høre efter. Satte en indre mur op foran jer INDENI. Syntes ikke at forstå vigtigheden af jeres ord som handling. For jeg kendte ikke til jeres tilstedeværelse. Syntes mest at høre bebrejdelser som formaninger. Uudtalte forventninger og skuffelser. Skamfuldhed. Og det havde jeg da ikke lyst til at høre mere om. Det sad allerede i kødet på mig. Og rungede. Selv knoglerne var ufrie. Men så kom den der pludselige erkendelse.

Ånden lever i bedste velgående, i familien. I anerne. I mig, gennem min mormor. Og ikke som jeg hele tiden havde måttet ty til, at være et barn fra himlen, stjernerne, med helt egne egenskaber som evner. Ikke noget familiebånd i ånden. Havde jo gransket den ganske familie for muligt åndeblod.

Der er nu intet galt ved at komme fra stjernerne. For det gør min sjæl også. Det er en helt ANDEN historie. Den flyder faktisk på siderne her på hjemmesiden. Stråler om kap med solen.  

Nå, men tilbage til Skalkeskjulet. Hvisketanterne på alle mine tegninger. Igen OG. Fordi jeg skulle få øje på jer. Få øje på ånden i farverne. I slægten. Og jeg er fortsat forbavset over denne vending. Godt ånden lever evigt, så jeg har al-tid til at vænne mig til åndeskabet.

Magisk midt på den spanske ø Lanzarote. Sådan. Mormor flyttede da rundt med borde som stole. Vi måtte ikke se det, eller tale om det. Det var flovt, pinligt. Og sikkert også farligt. Grinagtigt også. Så mormor blev voksenmobbet. Jeg forstår nu så meget den lille pige indeni mig. Hvordan hun har værnet om sit eget lille hjerterum, hvor ånden flyder frit og længes efter mere samklang i omgivelserne. For det var ånden slet ikke vant til dengang.

Nu er det anderledes. Heldig-viist! Og samtidigt leder den nufundne ånd efter måder at udtrykke sig på, som bringer respekten med sig. Den respekt vore formødre nød naturligt godt af langt tilbage i tiden før tiden nu. Shamankvinden ved det. Åndemaneren ligeså. 

HJERTET GØR DET

Fotos af mine malerier, som tegninger vil langsomt men sikkert dæmme op for ÅNDEN i mit liv.

Det er med ydmyghed at jeg deler dette her. Med ønske om at andre åndrige mennesker får åbnet sig til deres åndehul. Hvorfra alt skabes.

Desuden besøges floden under floden:

Fortællinger kommer næsten helt af sig selv. Forvandles gennem berøringen, lyset, bevidstheden. TAK.

 

  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •